Brug for hjælp? Kontakt supporten
17. maj 2013
  • 3
  • 0

Den succesfulde iværksætter, 20-årige Casper Blom, har været på foredragsturné på 30 danske skoler i marts måned. Efterfølgende har han analyseret, hvorfor Danmark ikke har flere iværksættere. Han fortæller også om de tre største fordomme, som de unge møder mht. iværksætteri.

Casper Blom er serie-iværksætter og han kan følges på sin blog CasperBlom.dk.

Citater fra videoen:

"De unge har kompetencerne, de har energien og den nødvendige viden. Men det, der stopper langt de fleste, er fordomme for iværksættere," forklarer Casper Blom til iværksætter-videoportalen Iværk-TV.dk, og fortæller de tre største fordomme.

1. Du skal opfinde den dybe tallerken

"I skolen lærer de unge, at de skal ud og være Ole Opfinder for at være iværksætter. Det er helt forkert i min verden. Man kan sagtens tage noget, der allerede eksisterer og forbedre det."

2. Iværksætteri er ikke på linje med et almindeligt job

"De fleste elever vidste ikke, at man lige så vel kan blive iværksætter, som man kan blive sygeplejerske eller håndværker." "De havde en opfattelse af, at det krævede meget mere at blive iværksætter. Jeg tror, at det handler om nogle helt psykiske aspekter, der primært eksisterer hos lærerne."

"Rigtig mange af lærerne havde opfattelsen: Ja, du kan godt blive iværksætter, men husk også at have noget, at falde tilbage på."

"Hvis Danmark gerne vil være et iværksætter-samfund, så nytter det ikke noget, at vi uddanner alle til, at de skal have noget at falde tilbage på. Der sker intet ved at man tager to år efter sin HHx eller videregående uddannelse og prøver sig selv af som iværksætter."

"Så det handler om, at lærerne og skolevejlederne skal være åbne over for, at iværksætteri er en vej, man kan gå - lige såvel som man kan blive sygeplejerske, håndværker eller revisor."

3. Iværksættere er superhelte

"Mange unge havde også det indtryk, at man skulle være superhelt for at være iværksætter. Man behøver altså ikke, at arbejde 19 timer i døgnet, når man starter op som iværksætter."

"Man kan være iværksætter i sin fritid som en start. Du kan stoppe med at se TV ti timer om dagen, skær det ned til seks timer, så har du fire timer, hvor du kan være iværksætter."

"Mange ude på skolerne gjorde det meget sværere end det i virkeligheden var. Det er ikke nogen fiasko, at vise, at man har fejlet. Man skal droppe Jantelov-tendensen med, at det er pinligt at fejle. Det er det ikke. Det er pinligt at lave den samme fejl ti gange i træk."

"Men hvis du går ud og prøver at være iværksætter, så viser det, at du har haft modet til det. For rigtig mange arbejdsgivere, så ser det pissegodt ud på CV'et, at du har givet det et forsøg om kæmpet for noget, du gerne ville opnå."

"Så kære Danmark, lad os droppe alle disse fordomme over for iværksættere. Lad os få skabt en masse vækst-virksomheder, for det har Danmark virkelig brug for."

0 kommentarer
For at kommentere skal du: / Oprette en profil